Kirken åbner Kristi Himmelfartsdag!

Efter en lang gudstjenestefri periode kan vi nu igen fejre gudstjeneste sammen!

Vi glæder os rigtig meget til snart at åbne dørene til vores kirker igen. Hvordan det praktisk kommer til at foregå, ved vi ikke helt endnu, da vi fortsat afventer vejledninger fra Kirkeministeriet og biskopperne.

Men fra og med Kristi Himmelfartsdag regner vi med, at vi igen kan fejre gudstjenester i vores kirker - i første omgang måske kun i Højbjerg Kirke på grund af størrelsen. Her på siden vil vi hurtigst muligt orientere om, hvordan det kommer til at foregå.

Indtil vi får andet at vide gælder det fortsat, at vi maksimalt må være 10 forsamlet til gudstjeneste, dåb og bryllup, men at der gælder andre regler ved bisættelser og begravelser.

Vores konfirmationer, der skulle have været holdt den 8. maj, er udskudt til 30. august, og lige nu ser det ud til, at de kan gennemføres uden problemer.

Som det allerede er blevet annonceret, er en række aktiviteter fortsat aflyst. Det gælder byfestgudstjenesten i Rødkærsbro den 7. juni og sogneudflugten den 14. juni. I stedet holdes almindelige gudstjenester på disse to søndage. Også foredragsaftenen den 27. maj har vi været nødt til at aflyse.

Orienteringsmødet om efterårets menighedsrådsvalg, der var planlagt til den 12. maj, er flyttet til den 9. juni, og alt tyder på, at det kan lade sig gøre at gennemføre mødet.

Vi opdaterer løbende her og på Facebook, i takt med at der kommer ændringer i situationen.

Peter Fischer-Nielsen
5. maj 2020


Del dette: